Så er Oscars solsikke endelig sprunget ud. Vi havde ellers opgivet alt håb for den.
Den havde også fået en svær fødsel i Oscars børnehave. Efter at være blevet plejet i køkkenet på Frederiksberg tog vi den med i sommerhuset hvor farmor og Oscar plantede den ud. Den var rimelig sørgelig at se på, og for at gøre det værre knækkede den vist også i forbindelse med udplantningen … men altså dejligt at se billedet nu
Jeg faldt lige over lige over denne her efter at have læst om Kina fantastiske vellykkede mission i rummet … som altså blev erklæret allerede inden den var startet
På den officielle hjemmeside for det kinesiske nyhedsbureau Xinhua kunne man tidligere læse, at opsendelsen af den seneste raket fra Kina til rummet var en succes.
Artiklen, der inkluderede uddrag af kommunikation blandt astronauterne, eller taikonauterne, som de kaldes i Kina, har dog et problem, den blev udsendt inden den kinesiske rumraket overhovedet var lettet.
Ved henvendelse til Xinhua kunne en unavngiven talsmand oplyse, at der havde været tale om en “teknisk fejl”. Fejlen nåede at være online i en dags tid inden den blev rettet.
Det har været en rigtig hyggelig familieweekend på Strandnæs. Oscar og Anders tog i sommerhus torsdag eftermiddag da Oscars børnehave var lukket fredag. Oscar og farmor fik hygget sig sammen mens Anders arbejde. Gitte og Sofie kom op fredag aften sent, og Arjen lørdag.
Oscar og Sofie har virkelig fået leget sammen med alt muligt, tegnet, bygget hule i sofaen, gynget, været ved vandet osv. Sammen med Gitte fik de skilt den gamle tremmeseng ad og smidt den på loftet. Nu sover Oscar og Sofie i køjesengen, Oscar øverst da han er den ældste og Sofie nederst.
Vejret har været helt perfekt for september måned. Det har været helt vindstille og solen har kigget frem – dejligt.
Vi fik også alle sammen taget et nap i carporten hvor Gitte og Hanne fik ryddet godt op og Arjen og Anders lagt alt brændet ind. Nu mangler kun de sidste kæmpestykker der skal flækkes først.
Så er arbejdet med at anlægge ny terrasse og bygge overdækning for alvor startet. Det bliver virkelig godt og brugbart til næste sæson i sommerhuset.
Lige nu er de gamle fliser, hegn og diverse andet blev fjernet og kørt bort i en container. Næste skridt er at få kørt en masse grus ind og lagt sten. Selvfølgelig er der allerede nu gået en lille smule koks i leveringer etc. men ikke mere end at det nok skal lykkes.
Oscar, Maja & Anders har været i Legoland i weekenden. Det var en super-tur som alle nød, og som havde været planlagt længe. Vi havde booket plads på Hotel Legoland for at få en stor oplevelse (og på anbefaling).
Vi havde 2 dage i Legoland-parken og en overnatning på hotellet. Vejret viste sig fra den bedste side, det var rimelig varmt og solrigt (lige et par enkelte støv-byger, men det kunne ikke ødelægge humøret). Der var ikke specielt mange mennesker i Legoland denne weekend, så dejligt med næsten ingen kø til forlystelserne. Sidste år var vi i Legoland i juli måned, det kan bestemt ikke anbefales da der var kø overalt … selv for at komme ud fra forlystelserne. I år fik Oscar prøvet alle de forlystelser han var stor nok til, og de fleste blev prøvet mange gange. Da vi i år kunne se området fik vi også indtryk af de forskellige områder, cowboyland, ridderområdet osv.
Oscar var virkelig fascineret af rigtig mange ting, eksempelvis i “Atlantis” hvor man kommer ned under vandet og kan se hajer, rokker og mange andre fisk. Også slottet hvor der er rutchebane i kælderen udformet som en kæmpe grøn drage, den var ret vild.
Overnatningen på Hotel Legoland var også ret god. Selve hotellet er ikke noget specielt, men det er jo rart at man kan smutte tilbage på hotellet og slappe lidt af og så gå tilbage i parken igen senere. Det ligger halvt inde i parken, så det er hurtigt og let med al ting. Om aftenen fik vi deres buffet hvor der er specielt anrettet mad til børn i børnehøjde og hvor man blandt andet kan vælge “Lego”-pomfritter til sine røde pølser Der er selvfølgelig også masser af grønt. Gennemført for børnene.
Da vi ankom til værelset lå der diverse smågaver til Oscar, bla. en lille Legoting. På værelset var der selvfølgelig også en kasse med Lego osv. Ret gennemført gjort. Oscar var imponeret, så det var det hele værd.
Prismæssigt ligger hotellet og weekenden i den høje ende … så mon ikke lige vi springer over til næste år, og så kommer igen året efter. Måske Sofie er blevet så stor at hun også vil nyde det!?